Oversvømmelse og Stormflod – Hvad gør du?

oversvømmelseI Danmark har vi i gennem historien oplevet oversvømmelser i store dele af de kystnære områder. De fleste steder er områderne sikret med diger og det er mere end 100 år siden, at man for alvor antog stormflod og oversvømmelser som en alvorlig trussel i Danmark.

Men Stormen Bodil, der hærgede Danmark d. 5. og 6. december 2013 beviste, at selvom faren for store og livstruende oversvømmelser måske er minimeret, så kan vejret stadig vise sig fra en side, der bringer ubehagelige overraskelser.

Bor du i et område, hvor der kan være risiko for oversvømmelse, enten i forbindelse med stormflod eller skybrud, så sørg for at have dit på det tørre med forsikringsselskabet – undskyld ordvalget. Du skal være sikker på, at din forsikring dækker. Det kan være hvis du har kælder, bor i et lavtliggende, kystnært område eller med eksempelvis en å, der har tendens til at gå over sine bredder.

Man forventer, at vejret i fremtiden viser større tendens til ekstremer, der kan få indflydelse på boligområderne, så tænk fremad og overvej konsekvenserne i forhold til din bolig. Nogle forsikringsselskaber har lagt betingelser ind for dækningen i forbindelse med stormflod, bl.a. Alm. Brand, der satte skybrudsdækningen på pause hos kunder i et område, hvor man vurderede, at kommunen skulle tage en del af ansvaret og sikre et bedre gennemløb i en å, der gang på gang gik over sine bredder og oversvømmede en række dyre boliger.

Når skaden er sket – hvad gør du?

Er skaden sket og står du med vand i boligen, er der ikke andet for, end at gå i gang med oprydningen. Du kan ringe efter professionelle, eller du kan spare pengene og gå i gang selv.

Allerførst skal du finde ud af, om der kan være tale om vand fra kloakken. I så fald skal du sørge for tilstrækkelig beskyttelse, da bakteriebestanden i så fald er voldsom. Brug gummistøvler, langskaftede handsker, pas på med at få vandet på huden og sørg for at tage et grundigt bad efterfølgende.

Står der blankt vand i dele af boligen, hvor der ikke er afløb, så vandet selv kan trække væk, skal du bruge en dykpumpe til at pumpe vandet væk.

Når vandet er væk, skal du fjerne slam og skidt. Start med at fjerne det grove med en skovl, hvis det er rigtigt slemt – ellers vil du kunne bruge en vådstøvsuger til at fjerne mindre partikler.

Skab overblik over beskadiget indbo, tag billeder og meld skaderne til forsikringsselskabet. skab overblik, evt. sammen med taksator, om gulve og vægge skal fjernes for der skal renoveres i et større omfang. Hvis vandet er trængt ind i isolering under gulvet, skal gulvet brækkes op, og der skal lægges nyt isolering.

Nu skal du have boligen tørret. Start med en affugter til at trække alt vand og fugt ud af vægge, gulve osv. Du kan enten leje eller købe en affugter med en stor kapacitet, så du ikke skal tømme tanken for hver halve liter vand, der trækkes ud af boligen. Sørg for, at det vandskadede område er lukket af, og start så affugteren. Du får den mest optimale tørring, hvis der under affugtningen er en temperatur i huset på 20 grader.

Pas på med at forcere tørringen ved at hæve temperaturen. Gør du det risikerer du, at der opstår skaltørring, hvor kun det yderste lag tørrer, og fugten stadig sidder indvendigt. Samtidig øges risikoen for revner.

Tal altid med dit forsikringsselskab inden du går i gang med oprydningen. De har erfaringen og hvis du kommer til at gøre noget forkert, risikerer du, at forsikringen ikke dækker.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *